Det første velkendte selvportræt i fotografiet er fra 1840. Den franske fotograf Hippolyte Bayard arrangerede sig selv som druknet og lod sig fotografere – som en bitter kommentar til, at han ikke var blevet anerkendt som mediets opfinder. Det er en kuriøs detalje i fotografiets historie, men det er også en påmindelse om, at selvportræt har været en del af genren fra starten. Lige siden har fotografer arbejdet med sig selv som motiv – nogle gange som teknisk øvelse, andre gange som dybtgående personligt udtryk, og i dag også som dagligdags selvie.
Selvportræt er den ene genre, hvor du altid har en model til rådighed. Det er en disciplin, hvor du både er fotografen og det fotograferede, og det giver en særlig dobbelthed: du må forholde dig til, hvad du selv ser i kameraet, og hvad andre vil se i billedet. Det gør den både teknisk udfordrende og emotionelt krævende – og det er måske grunden til, at den belønner særligt godt dem, der tager den alvorligt. De følgende afsnit gennemgår, hvordan du nærmer dig genren.
Hvad gør selvportrætfotografering distinkt?
I selvportræt er du både fotografen og det fotograferede. Det er det enkelte forhold, der gør genren teknisk anderledes end alt andet: du kan ikke se gennem søgeren, mens du fotograferer, og du må forhåndsindstille kameraet på en måde, der virker, uden at du kan justere undervejs. Til gengæld kan du iscenesætte uden begrænsninger – du behøver ikke at instruere en model, ikke at vente på, at hun forstår, ikke at forklare et koncept til en, der ikke kender det. Hvad du end vil prøve, kan du prøve med dig selv. Det giver en frihed, som ikke findes i de fleste andre portrætmæssige discipliner.
Det tredje og mest personlige særtræk er selvkonfrontationen. At se sig selv som motiv – ikke som spejlbillede, men som færdigt billede – er en proces, der er en del af genren. De fleste fotografer finder det ubehageligt i begyndelsen. Det er det, det er, og det er en af de grundlæggende erfaringer i selvportræt-disciplinen.
Genren rummer flere varianter. Det dokumentariske selvportræt (et billede af dig som du er, hvor du er). Det iscenesatte selvportræt (en konstrueret scene, hvor du fungerer som karakter). Det refleksive selvportræt (du i spejl, i refleksioner, i kameraets eget billede). Det metafysiske selvportræt (du som figur i et større symbolsk billede). Selvie (det moderne hverdagsformat med telefonen i armens længde). De har vidt forskellige konventioner, men deler den samme grundlæggende disciplin: at gøre sig selv til både fotograf og motiv.
Lyset
Lys i selvportræt fungerer som i portrætfotografering – men med en praktisk forskel: du må sætte lyset op, før du står foran kameraet, og du må visualisere, hvor du selv skal stå i forhold til det.
Vinduelys er det enkleste udgangspunkt. Et stort vindue, du står ved siden af. Du behøver intet andet.
Sidelys er den klassiske portrætlys-vinkel. Lys fra 45 grader giver modellering og dybde. Det fungerer lige så godt for et selvportræt som for ethvert andet portræt.
Modlys kan give meget atmosfæriske selvportrætter – håret oplyses bagfra, ansigtet får en blød skygge. Det er klassisk i editorial-selvportrætter.
Hård direkte sol kan fungere til dramatiske, grafiske selvportrætter. Det kræver kraftige skygger, der skal modtages som et bevidst valg, ikke en fejl.
Studio-blitz med softbox giver mest kontrol. Det er en større investering, men det åbner for konsistent arbejde uafhængigt af dagslyset.
Refleksioner og spejle er en hel disciplin i sig selv. Lee Friedlander gjorde det til sit livsværk – at fotografere sig selv i spejle, vinduer, butiksruder. Det er en undergren, der løser et af problemerne ved selvportræt: at du kan se dig selv, mens du fotograferer.
Udstyret
Selvportrætfotografering har et par specifikke udstyrskrav, der adskiller den fra andre portrætgenrer.
Stativ er praktisk taget obligatorisk. Du behøver kameraet på et stabilt sted, mens du er foran det. Et stativ med vandret bom er nyttigt, hvis du vil fotografere oppefra.
Kabeludløser, fjernudløser eller intervalometer lader dig udløse uden at gå hen til kameraet. Mange moderne kameraer kan forbindes til en smartphone via app, hvilket giver dig live view og udløserfunktion på telefonen – det er måske den mest praktiske moderne løsning.
Timer-funktion er backup. De fleste kameraer har 10 sekunders selvudløser, som er nok til at gå tilbage til sin position.
Kontinuerlig udløsning med interval er fantastisk for selvportræt. Indstil intervalometeret til at tage et billede hver 5. sekund i 30 minutter, og bevæg dig frit foran kameraet. Du får måske 360 billeder, hvor 10-15 er stærke. Det er en effektiv arbejdsproces.
Manuel fokus er ofte nødvendig. Autofokus kan ikke finde dig, hvis du ikke er der endnu. Læg en stativ eller stol på det sted, du skal stå, fokuser på den, og lås derefter fokus manuelt.
En stor søger eller skærm er nyttig, fordi du skal kunne se billedet, du tog, fra afstand. Hvis dit kamera har Wi-Fi-forbindelse til telefon, så brug det for live view.
Objektiver: Samme som i portrætfotografi. 35 mm, 50 mm, 85 mm dækker det meste. Vidvinklen er nyttig, hvis du selvportrætterer i et miljø (du i et rum); de længere brændvidder er klassiske for klassiske selvportrætter.
De tekniske indstillinger
Selvportræt-fotografering kræver, at du forhåndsindstiller alt, fordi du ikke kan justere undervejs.
Manuel mode er ofte at foretrække over auto, fordi du ved nøjagtig hvad indstillingerne er, og fordi automatikken kan flytte sig mellem dine testudløsninger uden grund.
Blænden vælger du efter dybdeskarphed. f/2.8 til f/4 for portrætter med blød baggrund. f/5.6 til f/8 for hele dig og noget miljø skarpt.
ISO og lukkertid indstilles for den lysmængde og bevægelsesfrysning, situationen kræver.
Manuel fokus med en stand-in. Læg en stol eller stativ præcis, hvor du vil stå. Fokuser manuelt på den. Lås fokus. Træd derefter ind på samme sted. Det er den mest pålidelige metode.
Eller brug live view forbindelse til telefon og fokuser dynamisk efter, du er på plads.
Skyd i RAW for fleksibilitet i farve, eksponering og hvidbalance.
Intervaltimer for serieoptagelse er enkelt vigtigere end nogen anden teknisk indstilling for produktiv selvportræt-arbejde. Sæt den til 5 eller 10 sekunder mellem billeder, lav 30-60 udløsninger ad gangen, og bevæg dig frit.
Komposition og blik
Komposition i selvportræt har sine egne hensyn.
Visualiseringsevnen er det vigtigste. Du må kunne forestille dig, hvad billedet ser ud, uden at se gennem søgeren. Det er en disciplin, der trænes over tid. Begynd med simple kompositioner, der ikke kræver præcision.
Spejl eller live view løser problemet praktisk. Et lille spejl ved siden af kameraet lader dig se, hvordan du ser ud. Live view på telefonen, hvor kameraet er forbundet via Wi-Fi, lader dig se billedet i fuld størrelse.
Den klassiske selvportræt-stil er en frontal eller halvfrontal komposition, hvor du kigger direkte ind i kameraet. Det er den, der oftest minder om et almindeligt portræt.
Iscenesatte selvportrætter – Cindy Shermans arbejde er det berømte eksempel – kan have komposition, der ligner film-stills snarere end portrætter. Du som karakter i en konstrueret scene.
Mig-i-miljø-portrætter placerer dig som mindre figur i et større rum. Det er en stærk variant, der ofte siger noget om forholdet mellem dig og det sted, du befinder dig.
Detalje-selvportrætter – hænder, fødder, en del af ansigtet – kan være lige så stærke som hele kropsportrætter. Du behøver ikke at vise hele dig selv.
Tredjedelsreglen gælder også her. Placér dig ikke nødvendigvis centralt – ofte er en placering i en tredjedel stærkere.
Sådan kommer du i gang
Begynd med en simpel teknisk øvelse. Stativ ved et stort vindue. Manuel fokus på en stand-in. 10 sekunders selvudløser. Tag fem billeder. Det er enklere end det lyder, og det er den øvelse, der mest grundlæggende træner den specifikke selvportræt-rytme.
Eksperimentér med intervaltimer. Indstil den til at tage 30 billeder med 5 sekunders mellemrum. Bevæg dig frit foran kameraet – sid, stå, drej, kig forskellige steder hen. Gå derefter gennem de 30 billeder og find de få stærkeste.
Lav et selvportrætprojekt. Et selvportræt om dagen i en måned. Eller en serie på samme baggrund, samme klokkeslæt, men over et år. Det er længere projekter, der ofte giver mere end enkeltbilleder.
Studér selvportræt-traditionen. Francesca Woodman (arbejdede med sig selv som motiv i sine korte år som fotograf, før hendes selvmord). Cindy Sherman (selvportrætter som konstruerede karakterer). Lee Friedlander (selvportrætter i spejle og refleksioner). Vivian Maier (selvportrætter integreret i hendes gade-arbejde). Diane Arbus, sjældne men stærke. Hver har sin tilgang.
Acceptér, at du ikke vil kunne lide alle billederne. Selvkonfrontation er en del af genren. Det er ikke et tegn på, at billederne er dårlige, eller at du er det. Det er bare en del af at arbejde med sig selv som motiv. Hold ud.
De typiske faldgruber
Den hyppigste begynderfejl er forkert fokus. Du fokuserede på stativet, men trådte for langt frem eller for langt tilbage. Lav testudløsninger og kontrollér – brug billedforstørrelse i kameraets display.
En anden hyppig fejl er for komplekse kompositioner. Du forsøger en avanceret iscenesættelse, men kan ikke selv se billedet, mens du tager det. Begynd enkelt. Bygge gradvist op til mere komplekse koncepter.
En tredje fejl er at undertrykke ubehaget ved at se sig selv. Du tager billeder og sletter dem hurtigt, før du har vurderet dem ordentligt. Det er en almindelig reaktion. Lad billederne være, kig på dem dagen efter, og vurder dem så.
Endelig: at forveksle selvportræt med selfie. En selfie er et hurtigt billede med telefonen i armens længde, ofte til sociale medier. Et selvportræt er en mere overvejet beslutning. Begge har værdi, men de er forskellige genrer. Hvis du vil arbejde med selvportræt seriøst, så går du udover armens-længde-formatet.
Videre fordybelse: Når du er fortrolig med basal selvportræt-teknik, så prøv længere serier. Et helt år dokumenteret i ét selvportræt om ugen. Ét emne (fx samme tøj, samme rum, men forskellige tider) gentaget regelmæssigt. Den vedvarende form viser noget, enkeltbilleder ikke kan.
Selvportræt har en særlig kraft som indgang til andre genrer. Det træner portrætteknik (uden besværet af at instruere en anden). Det træner kompositionssans (du må visualisere). Det træner selvopfattelse (en disciplin i sig selv). Mange portrætfotografer begynder med at fotografere sig selv.
Selvportrætfotografering har tæt familieskab med portrætfotografering (samme teknik, anderledes relation), dokumentarfotografering (når selvportrættet bliver længerevarende projekt om eget liv) og stillebenfotografering (når du behandler dig selv som arrangeret objekt).