I de interviews der gik forud for hans død kæmpede han med det spørgsmål der havde fulgt fotografiet overalt: hvorfor tog han billedet i stedet for at hjælpe pigen?
Spørgsmålet var unfair på flere måder – Carter havde jaget griben væk efter at have taget billedet, og pressefotografer opererede dengang under strenge protokoller om fysisk kontakt med sultofre for at begrænse smittespredning. Men det var også legitimt på den måde, de mest ubehagelige etiske spørgsmål plejer at være: det pegede på en reel spænding som ingen protokol fuldt ud løser. Kameraet skaber en distance. Handlingen at fotografere frem for at handle er et valg med moralsk vægt. Hvor stor den vægt er, og under hvilke omstændigheder, er noget pressefotografiet aldrig har nået til enighed om.
Vidnesbyrd eller krænkelse
Den mest grundlæggende spænding i pressefotografisk etik er mellem værdien af at dokumentere og omkostningen ved den dokumentation. Nick Uts fotografi af den vietnamesiske pige Phan Thi Kim Phuc løbende fra et napalm-angreb er et af de mest citerede eksempler på et billede der kan have ændret kursen i en krig – det satte ansigt på en civil omkostning som statistikker ikke kunne formidle. Argumentet for at tage og publicere det er at fotografiet gjorde mere gavn ved at eksistere end det kunne have gjort ved ikke at eksistere.
Men pigen i det fotografi havde intet valg i, om hendes smerte blev publiceret globalt. Hun var ni år gammel, hun var i smerte, og i årtier definerede billedet, hvordan verden så hende, inden hun selv kunne definere sig. Den omkostning er reel, og den tilhører hende – ikke fotograferne og redaktørerne der besluttede billedets nyhedsværdi.
Reglerne branchen har sat for sig selv
De fleste pressefotografiske organisationer opererer under etiske kodekser der forsøger at balancere dokumentation mod værdighed: undgå iscenesættelse og manipulation, søg informeret samtykke hvor muligt, overvej konsekvenserne af publicering for de afbildede, og vis særlig forsigtighed med billeder af børn og voldsofre. Det er rimelige principper der producerer bedre praksis end fraværet af principper.
Men de er principper, ikke klare regler, og de efterlader enormt rum for skøn i situationer, hvor der sjældent er tid til skøn. De mest omstridte billeder i pressefotografiets historie er typisk dem, hvor de principper er i indbyrdes spænding – hvor dokumentation af sandheden betyder at publicere noget der skader nogen der ikke har haft indflydelse på den beslutning.
Manipulationsskandaler og et nyt lag af kompleksitet
De seneste år har tilføjet en ny dimension til etikdiskussionen: manipulation. Flere World Press Photo-vindere er blevet diskvalificeret eller trukket tilbage efter analyse viste digitale ændringer der gik ud over de tilladte justeringer i konventionel mørkekammerbehandling. Grænsen mellem legitim redigering og manipulation er omdiskuteret, men dens eksistens er det ikke – og opdagelsen af at prisvindende billeder var iscenesatte eller manipulerede skader ikke kun de individuelle fotografer men hele branchens troværdighed.
Den troværdighed er det der giver pressefotografiet dets funktion. Et billede der dokumenterer grusomheder har kraft, fordi folk tror det viser hvad der faktisk skete. Når den tro undermineres, mister billederne deres rolle som vidner – og det tab rækker langt ud over fotografiverdenen.
Det etiske spørgsmål i pressefotografiet løses aldrig endeligt, fordi det involverer uopløselige spændinger mellem konkurrerende værdier: dokumentation, værdighed, sandhed og konsekvens. De fotografer der navigerer det bedst er sandsynligvis dem der holder alle de spændinger bevidst frem for at løse dem for hurtigt til fordel for én.
Tip: Den spanske fotograf Gervasio Sánchez har skrevet og talt åbent om de etiske overvejelser der følger med mange års konfliktfotografering. Hans arbejde og de interviews han har givet er et godt udgangspunkt for en dybere forståelse af de valg pressefotografer faktisk står over for.
