Fotografiet er taget i 1967 af Diane Arbus, og det er blevet et af det tyvende århundredes mest omdebatterede portrætter. Nogle ser to børn. Andre ser noget uhyggeligt. Meget få bliver upåvirket.
Diane Arbus er ikke svær at få øje på, når man kigger tilbage på amerikansk fotografi fra 1960’erne. Hun fotograferede folk der ikke plejede at blive fotograferet: dværge, transvestitter, mennesker med Downs syndrom, cirkusartister, nudister, folk med sindslidelser. Hun kaldte dem “aberrations” og “freaks” og var åbenlyst tiltrukket af det marginale, det patologiske, det som samfundet foretrak at kigge væk fra. Hendes billeder fra 1960’erne stiller stadig spørgsmål vi endnu ikke har svar på.
Baggrunden var det modsatte
Arbus voksede op i en velhavende jødisk familie i New York, gik på private skoler, blev tidligt gift, og arbejdede indledningsvist som modefotograf sammen med sin mand Allan Arbus. Livet var alt det hendes senere motiver ikke var: privilegeret, konventionelt, uskadt. På et tidspunkt i slutningen af 1950’erne besluttede hun at forlade modearbejdet og begynde at fotografere de mennesker der optog hende. Hun studerede under Lisette Model, og udviklede den frontale, sortmørke stil med Rolleiflex-format og kraftig blitz som blev hendes signatur.
Blitzen var ikke tilfældig. Den fjerner atmosfære og skygge, den udjævner ansigterne, og den giver motivet en næsten klinisk frontalitet. Der er ingen romantisering af mørket, ingen forsonende belysning. Personerne står som de står, og bliver set som de ses.
Kritikken har aldrig lagt sig
Susan Sontag angreb Arbus hårdt i essayet “On Photography” fra 1977 og beskrev hendes arbejde som en form for voyeuristisk turisme i det anderledes, en æstetisering af den anden. Sontags pointe var at Arbus behandlede sine motiver som eksemplarer snarere end mennesker, og at hun brugte deres ulykke som råstof for sin egen kunstneriske vision.
Andre har forsvaret Arbus lige så eftertrykkeligt. Fotografen selv beskrev sit arbejde som forsøg på at komme tættere på folk, ikke længere væk. Hun brugte timer med sine motiver, kendte deres navne, kom hjem hos dem. Hendes billeder er, hævder forsvarerne, ikke rovdyriske men respektfulde, fordi de tager motiverne alvorligt som personer i stedet for at gøre dem til baggrund for noget andet. Dette er en diskussion som knytter sig direkte til fotografisk etik, og som ingen fotograf der arbejder med portræt af fremmede kan sidde overhørig.
Selvmordet og eftermælet
Arbus tog sit eget liv i juli 1971, 48 år gammel. Året efter blev hendes arbejde vist på Museum of Modern Art i den store retrospektive udstilling som cementerede hendes plads i fotografiets kanon. Hendes datter Doon Arbus har siden forvaltet arven med tæt kontrol – hvilke billeder der frigives, hvordan de vises, og hvem der får adgang til negativer og arkiv. Det er en beskyttelse af moderens værk der nogle steder er blevet kritiseret som overkontrol, andre steder rost som redigering med kunstnerisk integritet.
Det er formentlig den ærligste måde at behandle Arbus på. Ikke som en helt, ikke som en overgriber, men som en fotograf hvis arbejde stiller et vedvarende spørgsmål: hvem har ret til at kigge, hvem har ret til at blive set, og hvad skylder fotografen den fremmede der havner foran linsen.
Tip: Læs Sontags essay “On Photography” fra 1977 og bogen “Diane Arbus: Revelations” fra 2003 side om side. De to kilder giver hver deres side af diskussionen om hendes arbejde og lader dig danne din egen mening frem for at overtage en fortolkning fra én lejr.
