Siden har en stor del af reaktionerne på sociale medier handlet om næsen. Den var forkert, lød det, og det samme var munden og håret. Den slags kritik måler et portrætmaleri efter et fotografisk ideal, hvor billedet skal matche det ansigt, man kender, og det ansigt kender de fleste danskere fra især pressefotos. Kravet om lighed er rimeligt over for et officielt bestillingsværk. Cathrine Raben Davidsens 2,4 meter høje oliemaleri er dog bygget op på en helt anden måde end de billeder, det bliver sammenlignet med, og det forklarer en stor del af uenigheden.
Det ansigt, vi kender fra pressen
Meget få har set kongen tæt på i længere tid. Det billede, de fleste har af ham, stammer fra fotografier taget ved parader, sportsbegivenheder og officielle besøg. Berlingskes kongehuskommentator Jakob Steen Olsen har peget på, at mange derfor forbinder ham med en munter og sporty konge, der highfiver. Den slags billeder er candid øjebliksbilleder, taget på en brøkdel af et sekund og ofte på lang afstand fra pressepladsen, hvor afstanden får ansigtet til at virke fladere. Vinkel, afstand og lys skifter fra billede til billede, og hukommelsen smelter dem sammen til et gennemsnit, som ingen enkelt optagelse viser.
Maleriet er bygget af et andet materiale. Det har været to år undervejs og bygger på mere end 50 skitser, og kongen har ifølge Kongehuset besøgt kunstnerens atelier flere gange og stået model. Når to billeder af den samme person er bygget så forskelligt, vil de sjældent falde præcis sammen.
I sin anmeldelse i Berlingske kaldte Jakob Steen Olsen resultatet et maleri, der “ligner uden helt at ligne”. Han og avisens kunstredaktør Holger Dahl har dog samtidig sagt til TV 2, at de faktisk godt kan lide det. Politikens anmeldelse fik overskriften “Måske skulle kongen have valgt en anden kunstner”. I den spurgte Mathias Kryger, om kongen ikke kom til at ligne sin bror mere end sig selv.
Lighed er et rimeligt krav
Det ville være for let at afvise kritikken som et misforstået fotoideal. Et officielt kongeportræt skal repræsentere en bestemt person i et offentligt rum i generationer, og det er et legitimt krav, at beskueren kan genkende ham uden at læse skiltet. Kryger har givet den mest præcise begrundelse: Over for TV 2 forklarede han, at et maleri i en realistisk malemåde, der tydeligt vil ligne virkeligheden, kommer til at skurre, når det ikke gør det. Han gav værket tre ud af seks hjerter og sluttede sin anmeldelse med at spørge, hvordan maleriet ville have set ud, hvis det havde været ægte kunst. Den del af kritikken gælder værkets kvalitet og skal vurderes for sig.
På den anden side fremhævede Anne Sophia Hermansen i Weekendavisen kongens åbne udtryk og hans skægstubbe, som ifølge hende får ham til at ligne “et menneske mere end et magtmenneske”. Kunstkritikeren Bente Scavenius har rost maleriet for at vise både den officielle og den sårbare side af ham.
Warhols dronning var lavet af et fotografi
Maleri og fotografi har mødtes i kongeportrætter før. Andy Warhols serie Reigning Queens fra 1985 viste datidens fire regerende dronninger, heriblandt dronning Margrethe, som store silketryk. De byggede på officielle fotografier eller pressefotos, som Warhol lagde farveflader og tegnede linjer henover. Hos Warhol var fotografiet selve råmaterialet, og dronningen ligner sit forlæg, fordi hun er lavet af det. Raben Davidsen har valgt den modsatte vej og bygget sit billede op af skitser og siddinger.
En rolle, valgt som i et fotoportræt
Det smilende udtryk fra pressefotoene har heller aldrig været det officielle portræts opgave. Élisabeth Vigée Le Brun udstillede i 1787 et selvportræt i Paris med let åben mund. Ifølge flere kilder blev det kritiseret, fordi et anstændigt portræt ikke viste tænder.
Kongen er malet som admiral i Søværnets mørkeblå gallauniform, og margueritterne i billedet er ifølge kunstneren et nik til dronning Margrethe. Uniformen og blomsterne er valgt på samme måde, som en portrætfotograf vælger påklædning og baggrund og beder modellen løfte hagen. Jakob Steen Olsen skrev i Berlingske, at kongen ser ud til at bære et kostume til den rolle, han skal fylde. Det kan læses som kritik, men det beskriver også ret præcist, hvad officielle portrætter har gjort i århundreder, hvad enten de er malede eller fotograferede.
Raben Davidsen har taget reaktionerne med ro. “Kunsten skal ikke behage alle mennesker,” sagde hun til TV 2. Kongen selv har sagt, at folk må synes præcis, hvad de vil om maleriet. Det hænger nu i Riddersalen side om side med hans forgængere.
Tip: Find tre pressefotos af den samme kendte person fra forskellige begivenheder, og læg dem side om side. Læg mærke til, hvor forskellige næse, kæbe og øjne ser ud afhængigt af afstand, vinkel og lys. Brug den viden bevidst i dine egne portrætter, og vælg den afstand og vinkel, der giver det indtryk af personen, du vil have frem.
