Det er en poetisk idé, og den er ikke forkert – men den er en forenkling af noget langt mere præcist og krævende end en opfordring til at trykke på udløseren på det rigtige tidspunkt.
Hvad Cartier-Bresson faktisk sagde
Henri Cartier-Bresson introducerede begrebet i sin bog fra 1952, der på fransk hed “Images à la sauvette” – billeder i det skjulte – og som i den engelske udgave fik titlen “The Decisive Moment.” Titlen kom fra et citat af den franske kardinal de Retz der stod på bogens forsideblad: “Der er intet i denne verden der ikke har sit afgørende øjeblik.” Det var ikke Cartier-Bressons egne ord, og den engelske titel reducerede hvad der var en nuanceret reference til en enkelt og meget misfortolkelig frase.
Hvad Cartier-Bresson mente var ikke blot det perfekte timingøjeblik – selvom timing var en afgørende del af det. Det han beskrev var simultaniteten af to ting: indholdet af billedet og dets visuelle form. Det afgørende øjeblik er det øjeblik, hvor de to er perfekt sammenfaldende – hvor det der sker foran kameraet og den geometri det danner i billedfeltet er det samme øjeblik. Det er en langt mere krævende definition end “tryk på det rigtige tidspunkt.”
Maleriet som baggrund
Cartier-Bresson var uddannet maler og havde en dyb interesse i kubismen og surrealismen, da han begyndte at fotografere i begyndelsen af 1930’erne. Den baggrund er afgørende for at forstå hans tilgang, fordi den forklarer hvorfor han tænkte kompositorisk på en måde der er usædvanlig for en dokumentarfotograf. Han tænkte i geometri – i vinkler, kurver, linjer og proportioner – og hans billeder er ikke tilfældigt komponerede øjebliksoptagelser men præcist tænkte kompositioner der er fundet og ventet på snarere end tilfældigt opdaget.
Det forklarer også hans velkendte modvilje mod at beskære sine billeder efterfølgende. For Cartier-Bresson var komposition et spørgsmål der måtte afgøres i øjeblikket, i felten, foran motivet. At beskære efterfølgende var en indrømmelse af at man ikke havde fundet det afgørende øjeblik men i stedet arrangeret sig frem til et billede der ikke egentlig var der.
Hvordan begrebet misbruges i dag
Den mest almindelige fejlfortolkning af det afgørende øjeblik i fotografipraksis er at bruge det som en begrundelse for at skyde mange billeder og håbe at det rigtige dukker op. Det er det præcise modsatte af Cartier-Bressons tilgang. Han var berømt for sin tilbageholdenhed, for at vente, for at bruge en rulle film med stor omhu frem for at brase igennem en kontinuerlig eksponering.
Det afgørende øjeblik er ikke et resultat af mange forsøg. Det er resultatet af forberedelse, tålmodighed og en præcision i blikket der ikke kan erstattes af volumen. Den fotograf der skyder 500 billeder af den samme scene og håber at ét af dem er afgørende, har misforstået ikke kun Cartier-Bresson men noget fundamentalt om fotografiet som bevidst fortællerform.
Begrebet er ikke udtjent – det beskriver noget virkeligt og værdifuldt om hvad det vil sige at tage et godt billede. Men det fortjener en mere præcis forståelse end den det oftest gives, fordi den præcise forståelse kræver mere af fotografen og giver mere tilbage.
Foto øverst: Henri Cartier-Bresson, Behind Saint-Lazare station, Place de l’Europe, Paris, France, 1932 © Fondation Henri Cartier-Bresson / Magnum Photos
Tip: Brug Cartier-Bressons egne billeder som øvelsesmateriale – ikke til overfladisk inspiration, men til at analysere specifikt hvad der sker kompositorisk i det øjeblik han valgte at trykke. Spørg ikke “hvad sker der i billedet?” men “hvad gør geometrien i resten af billedet ved det der sker i midten?” Det er to meget forskellige spørgsmål, og afstanden imellem dem er præcis der, Cartier-Bresson levede.
