Det blev trykt første gang i det franske magasin Vu i september 1936 og forvandlede Capa til stjerne. Alligevel har diskussionen om hvad billedet faktisk viser aldrig helt lagt sig, og de sidste årtiers arkivarbejde har kun forstærket tvivlen.
Historien går som følger: Capa fotograferede på Córdoba-fronten under den spanske borgerkrig, angiveligt ved Cerro Muriano den 5. september 1936. Republikaneren blev senere identificeret som Federico Borrell García, og øjeblikket kameraet fangede, hans egen død.
Fra ikonisk til omstridt
I mange årtier stod fotografiet uantastet som et af de mest umiddelbare beviser på krigens grusomhed. Så kom først den britiske journalist Philip Knightley i 1970’erne, siden fotohistorikeren Richard Whelan med biografien “Robert Capa: A Biography” fra 1985, og senest den spanske forsker José Manuel Susperregui, der i sin bog fra 2009 argumenterede for at billedet ikke er taget hvor Capa altid har hævdet, men snarere ved landsbyen Espejo, mere end 50 kilometer væk. Det gør ikke i sig selv fotografiet iscenesat, men Capas egen fortælling er ikke længere troværdig.
Der er også diskussionen om ophavet. Capa arbejdede tæt med sin partner Gerda Taro, og flere forskere har foreslået at billedet i realiteten kunne være taget af hende. Ifølge de fleste kilder er det ikke fuldt ud dokumenteret, men mistanken er heller ikke afvist.
Hvorfor det stadig betyder noget
Det centrale spørgsmål er ikke om Capa var en dygtig eller uærlig fotograf. Det er hvad billedet kan gøre, når vi ikke længere kan stole på præmissen. Fotografiet fungerer som en påstand om virkeligheden, og påstanden mister kraft når den anfægtes. Alligevel bliver det ved med at cirkulere som et af krigens definerende billeder, blot med en fodnote der bliver længere for hvert årti.
Det peger på noget vigtigt om dokumentarfotografiet som genre. Autoritet i det dokumentariske hviler på tillid til fotografen, ikke kun på hvad kameraet registrerede. Når tilliden slår revner, ændres billedet, uden at pixels flytter sig. Pointen knytter direkte an til enhver diskussion om fotografisk etik i pressens brug af billeder.
Det Capa-billedet lærer os
Der findes stadig fortalere for autenticiteten. International Center of Photography, som forvalter Capas arv, har fastholdt at billedet er ægte i sin kerne, selvom detaljerne kan diskuteres. Andre forskere har påpeget at soldater kunne blive skudt under militærøvelser bag frontlinjen, hvilket teknisk set kunne forene flere modstridende oplysninger. Men det generelle mønster af tvivl er ikke længere til at overse.
Hvad enten Capa fotograferede et rigtigt dødsøjeblik, en genopført scene eller noget helt tredje, står vi tilbage med et paradoks. Billedet virker, æstetisk og følelsesmæssigt, uanset hvad det viser. Det afgørende øjeblik, som Henri Cartier-Bresson formulerede det, kræver ikke sandhed for at være virkningsfuldt. Men det kræver sandhed for at være dokumentar.
Tip: Læg det mistænkelige billede i Google Lens eller TinEye for at spore det tilbage til dets tidligste kendte udgivelse. Store nyhedsbureauer offentliggør typisk metadata og kildebeskrivelser i deres arkiver, som kan skille en pålidelig kilde fra en videredistribution. En omvendt billedsøgning tager sekunder og løser overraskende mange af de tvivlsspørgsmål der cirkulerer på sociale medier.
