Det blev taget den 8. juni 1972, distribueret verden over af Associated Press, vandt Pulitzer-prisen året efter, og blev tilskrevet den unge AP-fotograf Nick Ut. I mere end 50 år har billedet båret hans navn. I 2025 kom der pludselig tvivl om, hvem der egentlig trykkede på udløseren.
Dokumentaren “The Stringer”, instrueret af Bao Nguyen og produceret af VII Foundation, blev vist på Sundance i januar 2025. Den præsenterer et argument for at billedet muligvis blev taget af en vietnamesisk freelance-fotograf, en såkaldt stringer, ved navn Nguyen Thanh Nghe, som senere solgte det til AP. Stringere var lokale fotografer der leverede råmateriale til udenlandske bureauer mod betaling per billede, uden fastansættelse og ofte uden kredit. Ifølge de fleste kilder afviste Nguyen Thanh Nghe længe at gå offentligt frem, men dokumentaren indeholder både hans forklaring og en teknisk analyse af de forskellige negativer fra dagen.
Verdenspressens reaktion
Reaktionen var omfattende. World Press Photo, som havde tildelt billedet den prestigefyldte “Photo of the Year”-udmærkelse i 1973, meddelte i maj 2025 at organisationen suspenderede tilskrivningen af billedet til Nick Ut. Beslutningen betyder ikke at Ut er blevet frataget prisen, men at organisationen ikke længere kan bekræfte med sikkerhed hvem der stod bag optagelsen. Det er ifølge de fleste kilder første gang i World Press Photos historie at en så prominent tilskrivning bliver sat på pause.
Associated Press offentliggjorde tidligt i 2025 deres egen interne udredning af sagen og fastholdt deres oprindelige tilskrivning til Ut. Ut selv har afvist påstanden kategorisk og betegnet dokumentaren som ærekrænkende. Sagen er dermed ikke afgjort, og ifølge de fleste kilder er den fulde dokumentation heller ikke fuldt ud offentlig endnu.
Hvorfor det er større end ét billede
Selv hvis man tager stilling til den konkrete sag, peger episoden på noget dybere. Krigsfotografiets historie er fyldt med tilskrivningsspørgsmål, som ofte følger et bestemt mønster. Lokal fotograf tager billedet, sælger eller afleverer det til et internationalt bureau, og bureauets fastansatte fotograf får krediteringen. Det mønster gik tydeligst frem i Vietnamkrigen, hvor et stort antal vietnamesiske stringere leverede råmateriale til vestlige medier uden altid at få navnet på ophavsrettighederne.
Det knytter direkte an til diskussionen om fotografisk etik, og om hvem der ejer historien om en krig. Der er ikke tvivl om at Nick Ut var til stede den dag, og at han spillede en rolle i at få den skadede pige på hospitalet, hvilket sandsynligvis reddede hendes liv. Der er dog nu tvivl om han var manden bag ét bestemt kamera i ét bestemt sekund.
Det billedet ændrede
Uanset hvordan tilskrivningsspørgsmålet ender, ændrede fotografiet i 1972 stemningen omkring Vietnamkrigen. Det blev distribueret over hele verden, det blev genoptrykt i uger, og det bidrog til det pres der endte med at få amerikanerne til at trække sig ud. Billedet fungerede fordi det var uudholdeligt at se på. Det er stadig uudholdeligt at se på.
Kim Phuc overlevede sine brandsår, blev senere ambassadør for UNESCO og har levet i Canada i mange årtier. Hun har været et af de sjældne motiver i det verdenskendte fotografi der har fået lov at leve videre og fortælle sin egen historie som voksen. Det ændrer ikke ved diskussionen om ophav, men det tilføjer et lag som man sjældent får. Motivet blev en person, og personen blev en fortæller.
Hvad vi lærer om troværdighed
Sagen minder om Robert Capa-diskussionen, blot i moderne format. Fotografier lever af tillid, og tilliden består af mange lag: motivets identitet, situationens autencitet, fotografens tilstedeværelse, og bureauets kæde af verifikation. Når et led svigter, ryster hele konstruktionen. Diskussionen falder ind i det bredere spørgsmål om dokumentarfotografiets troværdighed, og hvad vi kan stole på når kilder til billeder anfægtes.
Tip: Læs AP’s officielle udredning direkte fra deres presseside frem for at basere din holdning på overskrifter. Dokumentaren “The Stringer” er tilgængelig via VII Foundations kanaler. Ved at gå til begge parters primærkilder får du et langt mere nuanceret billede end mediernes referater kan give.
