Danmark har en rig og varieret fotografihistorie der begynder kun få år efter at mediet overhovedet blev opfundet, og den er båret af mennesker hvis navne de færreste kender i dag. Det er en undladelsessynd, fordi historierne bag kameraerne er mindst lige så interessante som billederne foran dem.
De første linser
Peter Faber er et af de tidligste navne i dansk fotografi og repræsenterer den generation der fik kameraet i hånde, mens det stadig var en ny og forunderlig teknologi som ingen rigtig vidste, hvad de skulle stille op med. Fotografiet var på det tidspunkt ikke en kunstart med etablerede konventioner og ikke et journalistisk redskab med en defineret rolle. Det var noget nyt og nærmest videnskabeligt, og de første fotografer befandt sig i et ingenmandsland mellem håndværk, kunst og eksperiment. Faber tilhørte den generation der måtte opfinde sin praksis undervejs, uden forbilleder og uden et marked der vidste, hvad det ville have.
Foto af Mozart og Mathilde Waagepetersen, daguerreotyperet af Mads Alstrup o. 1845. KB. Det Nationale Fotomuseum. Link.
Mads Alstrup arbejdede i en tid, hvor fotografiets primære funktion var portræt. Det var det der gav mening for folk – muligheden for at få sit ansigt dokumenteret på en måde der ikke krævede en maler og måneder af tålmodighed. Alstrups arbejde er en del af den større fortælling om, hvordan fotografiet demokratiserede noget der tidligere kun var tilgængeligt for de velhavende. Et portræt var engang et privilegium. Med fotografiet blev det gradvist noget langt flere kunne få del i.
Hoffet og hverdagen
Georg E. Hansen er et af de mest kendte navne i dansk fotografihistorie for dem der kender den, og han er et godt eksempel på den position de dygtigste fotografer kunne opnå i anden halvdel af 1800-tallet. Som hoffotograf fik Hansen adgang til magteliten og dokumenterede det danske kongehus i en periode, hvor billederne af kongefamilien for første gang kunne distribueres og reproduceres til et bredt publikum. Det var en ny form for nærhed mellem de regerende og de regerede, og fotografiet var det medie der muliggjorde den.
Heinrich Tønnies arbejdede i Aalborg og er interessant netop fordi han ikke arbejdede i København. Hans fotografier dokumenterer en provinsvirkelighed der er langt mindre repræsenteret i den officielle fotografihistorie, som har en tendens til at centrere sig om de store byers atelierer og hoffets omgivelser. Tønnies’ billeder af jysk hverdagsliv er historiske dokumenter af en type der er svær at erstatte, fordi de viser det Danmark der lå uden for de steder magten og kulturen traditionelt samledes.
Filmen og fremtiden
Peter Elfelt er en skikkelse der strækker sig ud over det stillbillede. Han regnes for Danmarks første filminstruktør og er dermed en mand der stod præcis i det øjeblik, fotografiet begyndte at bevæge sig. Hans position som hoffotograf gav ham adgang, og hans nysgerrighed gav ham drivkraften til at eksperimentere med det nye bevægelige medie. Elfelt er et eksempel på, at de bedste pionerer sjældent holder sig inden for det medie de startede i – de følger teknologien derhen, den vil.
Kvinderne bag kameraet
Mary Steen fortjener særlig opmærksomhed, fordi hun drev sit eget fotoatelier i en tid, hvor det var usædvanligt for kvinder at drive selvstændig forretning – og endnu mere usædvanligt at gøre det inden for et felt der var domineret af mænd. Steen var ikke bare fotograf, hun var iværksætter i en tid der ikke lagde den rollefordeling bekvemt til rette for hende. Hendes portrætter er teknisk kompetente og i mange tilfælde overraskende levende, men det måske mest interessante ved hendes karriere er selve dens eksistens.
Benedicte Wrensted rejste fra Danmark til Amerika og endte i Idaho, hvor hun drev et fotoatelier og skabte et af de mest bemærkelsesværdige fotografiske arkiver af et indfødt amerikansk folk, Bannock-stammen, som nogensinde er blevet skabt af en udefrakommende. Wrensted er den af disse ni fotografer der i dag tiltrækker mest international akademisk opmærksomhed, og hun er nærmest ukendt i det land hun kom fra. Hendes billeder befinder sig i dag på amerikanske museer og universiteter, og de er af en dokumentarisk og menneskelig kvalitet der stadig giver anledning til eftertanke.
Pressens øje og verdens vidne
Holger Damgaard repræsenterer overgangen til det moderne pressefotografi og var en af de fotografer der forstod, at kameraet ikke kun skulle ind i atelieret men ud i verden. Hans billeder dækker begivenheder og øjeblikke snarere end poserede portrætter, og de tilhører en tradition der med tiden skulle blive pressefotografiets rygrad. Damgaard arbejdede i en periode, hvor det stadig var teknisk krævende at fotografere i bevægende og ukontrollerede situationer, og hans billeder er på mange måder et vidnesbyrd om et håndværk der krævede langt mere forberedelse og tålmodighed end nutidens digitale fotografering.
Jacob A. Riis rejste som ung mand fra Ribe til Amerika og endte med at lave noget af det mest socialt indflydelsesrige dokumentarfotografi i 1800-tallets historie. Hans billeder fra New Yorks slumkvarterer, taget med tidlige blitzteknologier der var primitive og farlige, tvang et velstående amerikansk publikum til at se det liv der foregik i de dele af byen de aldrig selv besøgte. Riis er den mest internationalt anerkendte af disse ni fotografer og er stadig en del af pensum på fotografi- og journalistuddannelser verden over – og alligevel er han sjældent den første dansker man tænker på, når dansk kulturhistorie kommer på tale.
Det er paradokset i en nøddeskal. Ni mennesker der tilsammen dækkede fotografiets første halvandet århundrede i Danmark og langt ud over landets grænser – og som tilsammen er langt mindre kendte end de fortjener. Billederne de efterlod er ikke forsvundet. Det er kun navnene der er.
Tip: Flere af disse fotografers arbejde er digitaliseret og tilgængeligt via Det Kongelige Biblioteks billedsamlinger og Nationalmuseets online arkiver. Det er værd at bruge en time der – ikke som research, men som oplevelse. Billederne holder stadig den dag i dag.
