Alt kommer i fokus, alt tegner sig klart, meget dybt felt. Men på næsten alle objektiver sker det modsatte, når du kommer forbi et bestemt punkt. Billedet bliver mindre skarpt jo mere du lukker. Fænomenet kaldes diffraktion, og det er en fysisk grænse for hvor godt lys kan optages gennem en lille åbning.
Mekanismen er den samme som i enhver anden bølgefysik. Når lys passerer gennem en snæver åbning, bøjes bølgerne omkring kanterne og skaber et diffraktionsmønster på sensoren. Effekten er umærkelig ved store blændeåbninger, men vokser dramatisk jo mindre åbningen bliver. Ved f/22 er diffraktionens spredning på et fuldformat-kamera stor nok til at reducere den effektive opløsning mærkbart.
Sweet spot og hvorfor det findes
De fleste objektiver har et såkaldt sweet spot, typisk to til tre blændetrin ned fra den maksimale åbning. På et 50 mm f/1.4 vil sweet spot ofte ligge mellem f/4 og f/8. Grunden er en balance mellem to modsatrettede effekter. Ved store åbninger dominerer optiske fejl som sfærisk aberration og kromatisk aberration, som giver blødhed især i hjørnerne. Når du lukker, forsvinder disse fejl gradvist. Ved for små åbninger begynder diffraktion at tage over, og skarpheden falder igen.
Kurven for skarphed som funktion af blændetal ligner derfor et omvendt U. Det højeste punkt ligger et sted i midten, ikke i hverken den åbne eller den lukkede ende.
Hvornår det praktisk betyder noget
For portrætfotografen er problemet oftest teoretisk. Man arbejder sjældent ved f/22, fordi man er ude efter kort dybdeskarphed og separation fra baggrunden. For landskabsfotografen er det derimod meget aktuelt. En klassisk landskabsopskrift er “brug f/16 eller f/22 for at få alt skarpt”, og det holder simpelthen ikke længere.
De fleste moderne landskabsfotografer arbejder omkring f/8 til f/11 og bruger enten hyperfokal fokusering eller focus stacking hvis dybdeskarpheden er utilstrækkelig. Focus stacking indebærer at man tager flere billeder med fokus placeret forskellige steder i scenen, og senere kombinerer dem i software. Det giver total skarphed uden at man betaler diffraktionsprisen.
Sensorstørrelsen skifter grænsen
Diffraktion afhænger af hvor stor blændeåbningen faktisk er, ikke af tallet på ringen. På et Micro Four Thirds-kamera med lille sensor bliver diffraktion mærkbar allerede ved f/8, mens et fuldformatkamera først ser det tydeligt ved f/11 eller f/13. Det er en af grundene til at små sensorer har en snævrere brugbar blændeåbning end store, og til at mellemformat kan gå længere ned uden at det slører billedet.
Kamerahuse med meget høj opløsning, som Sony a7R V eller lignende, viser diffraktion tidligere end kameraer med lav pixeltæthed, fordi hver pixel er så lille at diffraktionsspredningen dækker flere af dem. Højere opløsning betyder ikke automatisk skarpere billeder, hvis du fotograferer på en blænde hvor diffraktion allerede er dominerende.
Praktisk konklusion
For de fleste fotografer betyder det at f/22 stort set aldrig er den rigtige beslutning. Sweet spot ligger et sted mellem f/5.6 og f/11, afhængigt af objektiv og sensor. Hvis du har brug for lang lukkertid uden ND-filter, giver f/22 mening, ellers gør det sjældent. Skarpheden du taber, er større end den dybde du vinder.
Tip: Test dit eget objektivs sweet spot ved at fotografere det samme motiv med samme fokus ved hver blændeværdi fra maks. åben til f/22. Kig 100% visning på skærmen bagefter. Du finder hurtigt det punkt hvor din optik topper. Skriv det ned og brug det som default for skarphedskritiske optagelser.
