John Szarkowskis “The Photographer’s Eye” fra 1966 er ikke en manual, ikke en historie og ikke en æstetisk teori i traditionel forstand. Den er noget mere ubekvemt: et forsøg på at beskrive hvad fotografiet gør, når det gør noget kun fotografiet kan, og et forslag til fem måder at se det på. Det er derfor bogen stadig er obligatorisk læsning for enhver fotograf, der ikke bare vil forbedre sit håndværk, men også vil forstå hvad hendes eller hans billeder egentlig laver.
Bogen udspringer af en udstilling Szarkowski kuraterede på Museum of Modern Art i New York, hvor han var chef for fotografiafdelingen fra 1962 og indtil begyndelsen af 1990’erne. Han overtog stillingen efter Edward Steichen, og bruddet var både institutionelt og intellektuelt. Hvor Steichens store “The Family of Man”-projekt havde brugt fotografiet som humanistisk budskabsmaskine, insisterede Szarkowski på, at fotografiet havde sit eget sprog. Ikke litteraturens, ikke maleriets, ikke reportagens, men et sprog man var nødt til at analysere på dets egne præmisser. Bogens titel er ingen tilfældighed. Den handler om det fotografiske øje, forstået ikke som fotografens personlige blik, men som mediets egne betingelser for at se.
Fem greb, ikke fem regler
Szarkowski identificerer fem karakteristika, der er iboende for det fotografiske medium. Motivet, skriver han, er altid en genstand i verden, og fotografiet er ubønhørligt bundet til det som var foran linsen. Detaljen bliver derfor uundgåelig, for kameraet vælger ikke fra, som øjet gør. Rammen skærer et udsnit ud af en kontinuerlig virkelighed og skaber mening ved at inkludere og udelukke. Tiden fastholdes i et brøkdelsvist snit, som hverken maleriet eller sproget kan matche. Og synsvinklen, hvor fotografen faktisk står, former hvad billedet siger, ofte mere end fotografen selv er klar over.
Det centrale er, at disse fem ikke er regler man bør følge, men vilkår ethvert fotografi allerede opererer inden for. Man kan ikke tage et billede uden en ramme, uden et ståsted, uden et tidspunkt. Szarkowskis pointe er ikke normativ, den er beskrivende. Han beder ikke fotografen om at gøre noget bestemt. Han beder om, at man begynder at lægge mærke til hvad der allerede sker. Det er en radikalt anden position end den, de fleste fotografibøger indtager, og det er den position der gør bogen så vanskelig at slippe fri af, når man først har taget den ind.
Den enkleste bog er også den sværeste
Det er her paradokset opstår. Bogens sprog er nøgternt, næsten spartansk. Billederne er valgt fra hele fotografiets historie, fra anonyme snapshots til Atget og Cartier-Bresson, og Szarkowskis tekster forklarer sjældent hvorfor et billede virker. De påpeger blot hvad der er på færde. Læseren står tilbage med det egentlige arbejde: at se billederne igen, og igen, og opdage hvad kategorien lokker frem. Bogens beskedne format inviterer til hurtiglæsning, men det er præcis den fælde man skal undgå. Den er skrevet til at blive læst langsomt, med billederne som ligeværdig tekst.
For den filosofisk indstillede fotograf er belønningen imidlertid uforholdsmæssig stor. Bogen giver ikke bedre billeder direkte. Den ændrer den måde man ser andres billeder på, og dermed også hvordan man ser sine egne. Det er en bog om at læse, ikke om at fotografere. Når man har været igennem den, er tredjedelsreglen ikke længere nok, fordi man opdager, at komposition ikke handler om hvor tingene placeres, men om hvad rammen fortæller om fotografens forhold til motivet. Skiftet er stilfærdigt, men det er permanent.
Hvorfor den stadig betyder noget
Der udkommer utallige bøger om fotografi hvert år, og de fleste er praktiske. “The Photographer’s Eye” er den sjældne modvægt: en bog der ikke vil hjælpe dig med at tage billeder, men med at forstå hvad et billede er, når det først er taget. Szarkowski gjorde senere sine ideer bredere kendte gennem katalogerne til William Egglestons banebrydende farvefotoshow i 1976 og “New Documents”-udstillingen fra 1967, men den lille bog fra 1966 er stadig det mest koncentrerede udtryk for hans tænkning. Den er obligatorisk læsning fordi den ikke lader sig omgå af hastværk. Man kan ikke skimme den og få noget ud af den. Man er nødt til at se med, og det er præcis pointen.
Tip: Læs bogen med kameraet ved siden af, men ikke for at fotografere. Vælg tre af dine egne billeder og prøv at sætte ord på dem gennem hver af Szarkowskis fem kategorier – motivet, detaljen, rammen, tiden og synsvinklen. Du opdager hurtigt at nogle af kategorierne aktiverer noget i billedet, som du ikke havde bemærket bevidst. Det er der arbejdet begynder.
