At finde en personlig stil handler ikke om at finde en bedre fotograf at kopiere – det handler om at lære at genkende hvad man selv faktisk finder interessant, og have tillid til at det er nok.
Dine eksisterende billeder ved mere end du tror
Det første nyttige skridt er ofte ikke at tage flere billeder, men at kigge på dem man allerede har taget. Ikke for at vurdere teknisk kvalitet, men for at lede efter mønstre man ikke bevidst har skabt. Hvilke motiver dukker op igen og igen? Hvilken slags lys søger du konsekvent? Hvor tæt kommer du typisk på dine motiver? Er der emotionelle genkommende elementer – ensomhed, forbindelse, stilleben, kaos?
Disse mønstre fortæller noget om, hvad man faktisk finder visuelt interessant i modsætning til hvad man tror man burde finde interessant. Forskellen er vigtig. En fotograf der har besluttet sig for at skyde landskaber fordi det er det “seriøse” fotografer gør, men som konstant bliver tiltrukket af interiører og hverdagsscener, kæmper mod sig selv. Og billeder taget mod den naturlige interesse viser det som regel.
Stil er ikke kun æstetik
Der er en tendens til at sætte lighedstegn mellem personlig stil og visuel æstetik – en farvepalette, en shootingapproach, en specifik stemning. De elementer er reelle, men de er nedstrøms for noget mere fundamentalt: et konsistent sæt af interesser og anliggender. Fotograferne med de mest genkendelige stilarter har ikke blot et genkendelig look – de har en genkendelig måde at engagere sig med verden på. Hvad de fotograferer, hvor tæt de går på, hvad de vælger at inkludere og hvad de vælger at udelukke – det er der stilen faktisk bor.
Det er også derfor stil ikke kan lånes effektivt. Man kan kopiere looket, men de beslutninger der producerer det stammer fra et specifikt sæt interesser der tilhører den originale fotograf. Det man kan gøre er at udvikle sit eget ækvivalent – sine egne anliggender der informerer ens valg.
Det lange spil
Personlig stil opstår ikke på et bestemt tidspunkt. Den akkumuleres langsomt gennem et stort antal billeder og en gradvis afklaring af, hvad man forsøger at gøre. De fotografer der udvikler de mest markante stemmer er som regel dem der har givet sig selv lov til at interessere sig for ting der ikke er åbenlyst fotogene eller fashionable – og som har fotograferet de ting konsekvent nok til at komme ud på den anden side af den indledende usikkerhed.
Det mest praktiske man kan gøre er at sætte sig selv et projekt med en snæver begrænsning. Ikke “fotografer byen” men “fotografer lyset i din lejlighed en måned.” Ikke “portrætserie” men “fotografer den samme person ti gange.” Begrænsninger tvinger en til at gå dybere frem for bredere, og det er i dybden personlig stil faktisk udvikles.
Tip: Vælg ti billeder fra det seneste år du selv er tilfreds med – ikke de teknisk bedste, men dem der føles mest som dig. Læg dem side om side og prøv at formulere tre sætninger om, hvad de har til fælles. Ikke tekniske observationer, men indholdsmæssige. Svaret er nærmere din fotografiske stemme end nogen tutorial kan bringe dig.
