Man Ray og hans daværende assistent og partner Lee Miller arbejdede i darkroom, da lyset angiveligt blev tændt ved et uheld, mens et fotografisk papir stadig lå i fremkalderbadet. Resultatet var ikke det ødelagte billede, man kunne forvente, men en mærkelig, delvis omvendt tone med en tynd lys kontur omkring motivets kanter.
En omstridt oprindelseshistorie
Det er ikke fuldt ud dokumenteret, præcis hvem af de to der først opdagede effektens potentiale, og historien er blevet fortalt forskelligt gennem årene, delvist fordi Miller senere selv hævdede en langt større rolle i opdagelsen, end Man Ray officielt anerkendte. Uanset den præcise oprindelse blev teknikken hurtigt en del af Man Rays visuelle sprog.
Sådan virker effekten teknisk
Solarisation opstår, når et fotografisk materiale under fremkaldelse udsættes for kraftigt lys midt i processen, hvilket delvist reverserer tonerne i de områder, der allerede har modtaget betydelig eksponering. Effekten kræver præcis timing, for tidligt eller for sent giver enten ingen synlig effekt eller et fuldstændigt ødelagt billede, hvilket forklarer, hvorfor den oprindeligt opstod ved et uheld, snarere end gennem forsøg. Man Ray brugte den bevidst i en lang række portrætter og modebilleder gennem 1930’erne, hvor den karakteristiske lyskontur gav motiverne et drømmeagtigt, næsten spøgelsesagtigt udtryk, der passede perfekt til surrealismens fascination af underbevidsthed. Sammen med dobbelteksponering, som han også brugte flittigt, blev teknikken en del af det visuelle vokabular, surrealismen brugte til at udfordre fotografiets grundlæggende krav om at gengive virkeligheden objektivt.
Et kunsthistorisk vendepunkt
Man Rays eksperimenter, sammen med bevægelser som dadaisme og surrealisme mere bredt, hjalp med at etablere fotografi som et medie, der kunne bruges til andet end dokumentation, en markant kontrast til den samtidige tradition for skarp, objektiv gengivelse, som senere blev formaliseret gennem tænkere som John Szarkowski.
En arv, der stadig diskuteres
Lee Millers rolle i solarisationens opdagelse er i sig selv blevet et symbol på et bredere mønster i fotografihistorien, hvor kvindelige samarbejdspartnere og assistenter i årtier fik mindre anerkendelse end deres mandlige kolleger for teknikker og billeder, de var med til at udvikle. Miller blev senere selv en anerkendt krigsfotograf, men det tog lang tid, før hendes bidrag til Man Rays tidlige arbejde blev bredt anerkendt uden for snævre kunsthistoriske kredse.
Teknikkens udbredelse uden for Paris
Solarisation spredte sig i løbet af 1930’erne til andre dele af den europæiske avantgarde og blev senere også optaget af amerikanske modefotografer, der så det kommercielle potentiale i teknikkens drømmeagtige kvalitet. Effekten krævede stadig håndværk og tålmodighed i mørkekammeret, hvilket betød, at kun fotografer med adgang til eget udstyr og tid til eksperimenter reelt kunne mestre den, en begrænsning der i sig selv holdt teknikken som noget nær eksklusiv gennem store dele af det følgende årti.
Tilfældigheden forsvandt med softwaren
I dag kan en lignende visuel effekt genskabes digitalt på sekunder gennem softwarefiltre, hvilket rejser et spørgsmål om, hvad der egentlig gik tabt, da tilfældigheden forsvandt fra processen. Den oprindelige solarisation var uforudsigelig og krævede, at fotografen accepterede et element af kontroltab, mens den digitale version er fuldstændig forudsigelig og gentagelig. Nogle fotografihistorikere argumenterer for, at netop den uforudsigelighed var en del af, hvad der gjorde de originale billeder interessante, en kvalitet der er svær at genskabe, når effekten kan forhåndsvises og justeres præcist, før den anvendes.

Tip: Hvis du selv arbejder i mørkekammer med sort-hvid materialer, kan du eksperimentere med kontrolleret solarisation ved at re-eksponere papiret midt i fremkaldelsen med et meget svagt, kortvarigt lysblink. Start med kun et halvt sekund og øg gradvist, da effekten kan gå fra subtil til ødelæggende på ganske få tiendedele af et sekund.





