Historie

Anmeldelsen i New York Times kaldte fotografierne “perfekt banale.” Kritikeren mente det ikke som en kompliment. Da Museum of Modern Art åbnede William Egglestons Guide i maj 1976 og præsenterede farvefotografier i en finkunst-kontekst for første gang i museets historie, var modtagelsen delt, til tider fjendtlig og i adskillige tilfælde foragtelig.

I 2007 solgte et auktionshus i Chicago indholdet af et opbevaringslokale tilhørende en kvinde der ikke længere havde råd til lejen. Blandt kasserne lå et arkiv af udfremkaldte film og printede fotografier – mere end 150.000 billeder. Kvindens navn var Vivian Maier.

I 1937 fotograferede Gerda Taro spanske militskvinder på en strand nær Barcelona. Billederne er skarpe, nære og fulde af en livsbekræftende energi der ikke ligner den konventionelle krigskorrespondents distancerede blik. To måneder senere var Taro død – ramt af en tank under retreaten fra Brunete i den spanske borgerkrig. Hun var 26 år og den første kvindelige pressefotograf der omkom på fronten.

Næsten alle der har interesseret sig for fotografi har stødt på begrebet. Det afgørende øjeblik. L’instant décisif. Det er et af de mest citerede koncepter i fotografiets historie, og det er formentlig det mest misforståede. Forestillingen de fleste har om det er enkel og intuitiv: der er ét perfekt øjeblik i enhver situation, og den gode fotograf er den der fanger det.

Der er noget påfaldende ved den måde, vi husker kunsthistorien på. Malerne kender vi ved navn, skulptørerne ligeså, og forfatterne har deres egne hylder i biblioteket. Men fotografiets pionerer er for størstedelens vedkommende gledet ud af den almene bevidsthed, selvom de billeder de tog stadig eksisterer og stadig fortæller os noget om, hvem vi var.

I 2012 var Kodak i konkurs og filmsalget i frit fald. Det hele pegede mod en rolig og uundgåelig afslutning på analog fotografering – endnu et medie der ikke kunne konkurrere med det digitale og derfor glide stille ud af verden.